Med seks point på årets sidste weekend fejrer Odense Bulldogs nytår på Metal Ligaens førsteplads uanset resultatet af udekampen på tirsdag mod Rungsted Ishockey.

Lørdagens 2-1 sejr i Aalborg blev fulgt op med 3-0 søndag aften i Vestfyens Arena over Herlev Eagles i overværelse af 2.633 tilfredse tilskuere.

»Jo, måske er vi lidt overrasket over førstepladsen. Inden sæsonstarten havde vi en målsætning om en top tre eller fire,« siger Bulldogs assisterende træner, Mads True, til BT.

Med en canadisk cheftræner, Brad Gratton, seks nordamerikanske spillere samt en slovak og en svensker er holdet meget nordamerikansk i sin stil.

»Vi har spillertyper, der er købt ind til den form for hockey, vi gerne vil spille. Store, hurtige drenge, der skøjter meget, forechecker og arbejder hårdt og presser modstanderne,« siger Mads True.

»Efter en lidt vaklende sæsonstart føler jeg, at vi er blevet meget konstante.«

Mads True havde stor ros til målmændene, Bulldogs' Chet Pickard, der blev noteret for sæsonens anden shutout, og Eagles' Martin Jørgensen.

"Chet havde flere store redninger, hvor vi førte 1-0. Herlev spillede godt og gjorde det svært for os. Vi måtte arbejde hårdt og skal være glade for, at vi havde Chet. Det var først til allersidst, vi afgjorde kampen med to mål."

Ryan McDonough åbnede scoringen midt i første periode med sit 16. mål. Kun Herning Blue Fox' Henrik Eriksson med 26 og Esbjerg-spillerne Marc Derlago og Andrew Clark med henholdsvis 18 og 17 mål har scoret flere.

De sidste to blev signeret Mathias Thinnesen inden for det sidste tre et halvt minut.

Herlev Eagles har haft en tung weekend. Først tabte de 2-5 til Rungsted efter 2-0 føring inden tredie periode, og i aftes afslørede de store scoringsproblemer. De sidste 13 kampe i grundserien er op ad bakke.

Metal Ligaen

Odense Bulldogs-Herlev Eagles 3-0 (1-0, 0-0, 2-0)