Winnipeg Jets slog Colorado 1-0, mens Vancouver med to danskere på isen blev kanonføde for topholdet Edmonton.

København. Ishockeyklubben Winnipeg Jets med Nikolaj Ehlers på holdet har på to dage for alvor meldt sig ind i NHL-sæsonen.

Natten til fredag dansk tid kom sæsonens første sejr i ordinær tid, og allerede natten til lørdag blev den total fordoblet, da Winnipeg vandt 1-0 over Colorado Avalanche på udebane.

Det er også lykkedes Winnipeg at vinde to gange i forlænget spilletid i denne sæson, og klubben står nu på otte point for otte kampe.

Dermed ligger klubben akkurat uden for de placeringer, der efter grundspillet giver adgang til slutspillet.

I sejren over Winnipeg fik Nikolaj Ehlers ikke nogen afgørende stav med i målet. Danskeren nåede til gengæld en tur i straffeboksen i kampens første periode.

I Vancouver var der hverken succes for hjemmeholdet eller dets to danskere.

Gæsterne fra Edmonton vandt med 2-0 og har dermed vundet syv ud af otte kampe i indledningen på sæsonen.

Begge Edmontons mål blev scoret, mens Jannik Hansen var på isen. Også Philip Larsen fik istid i Vancouver-nederlaget.

Hvert hold spiller 82 kampe i NHL's grundspil.

/ritzau/