Nøglespilleren fra AIK har været ude med skulderskade

Har landstræner Per Bäckman haft dybe panderynker nogle dage, kan han endelig trække vejret lettet: Nicklas Jensen bliver klar til OL-kvalifikationsturneringen i Vojens.

AIK Stockholm-stjernen har ikke været med i de seneste to Elitseriekampe på grund af en skulderskade, og han står også over lørdag mod Linköping.

– Jeg føler, jeg kunne spille i dag, men trænere og ledere mener ikke, der er grund til at løbe nogen risiko, siger Nicklas Jensen til sporten.dk

- Det går meget bedre nu, og jeg kommer til Vojens på mandag for at deltage i træningen. Det er jo først på torsdag, vi skal spille. Der bliver ingen problemer, og jeg glæder mig.

Den 19-årige lynhurtige og målfarlige powerforward har i 42 kampe for AIK Stockholm lavet 21 point (15 mål og 6 assist) og er en af landsholdets vigtigste spillere.

Han blev i 2011 draftet af Vancouver Canucks i første runde som nr. 29 og er lånt ud til AIK. Om han fortsætter i Elitserien eller vender hjem til Vancouver-systemet næste sæson er endnu ikke afgjort.