VM-holdet bliver uden den kommende Linköping-forward Nichlas Hardt.

Den 25-årige målfarlige fighter har været en del af VM-holdet siden 2008, og fraværet af den fysisk stærke wing bliver et stort tab.

- Nichlas er nybagt far, og jeg har forståelse for hans familiemæssige situation, siger landstræner Janne Karlsson til BT.

Nichlas Hardt har spillet i Jokerit de seneste tre sæsoner og har netop skrevet kontrakt med Linköping i SHL.

- Jokerit skal næste sæson spille i den russiske liga, og da jeg på et tidspunkt erfarede, at jeg ikke indgik i deres KHL-planer, var alle døre åbne. Jeg glæder mig til, at jeg skal til Linköping. Vi får et spændende hold, siger han til BT.

Det danske landshold spiller fredag eftermiddag mod Tre Kronor på det gamle isstadion i Malmø.

Janne Karlsson fik i onsdags målmanden Simon Nielsen hjem fra finske Lukko, og han afløser Patrick Galbraith.

Simon Nielsen har kun spillet tre kampe i den finske liga i denne sæson, men har trænet hårdt og viste god form i Euro Ice Hockey Challenge i Frankrig i februar.

Phillip Bruggisser udgik med en lyskeskade i 2-5 nederlaget til de svenske verdensmestre i onsdags i Ängelholm. Bliver han ikke klar, spiller Janne Karlsson med seks backs.