KØB PLUS!

NHL-stjernes hårde vej tilbage

Efter bitter playoff-exit og skulderoperation ser 22-årige Lars Eller frem til ny sæson i Montreal Canadiens.

Skulderskade, operation, VM-afbud og Montreal Canadiens’ bitre exit i overtiden i den syvende kamp i første playoffrunde mod de senere Stanley Cup-vindere, Boston Bruins.

Men væltede uheldene i slutningen af april ind over Lars Eller, ser hockeylivet i dag anderledes lyst ud.

Canadiens’ 22-årige danske playmaker er så langt fremme med genoptræningen efter operationen i højre skulder 12. maj, at han ventes klar til sæsonpremieren i NHL i begyndelsen af oktober.

Lars Eller er hjemme på seks ugers ferie. Sporten.dk mødte ham i Idrættens Hus, hvor han styrketræner dagligt, tre gange om ugen supplerer med intervaltræning på cykel samt tekniske øvelser og i øvrigt hygger sig med flere landsholdskolleger.

Han har taget fem kilo på siden sæsonafslutningen og presser i dag badevægten op på 92 kilo. Målet er at lægge endnu et par kilo muskler på, inden han returnerer til Montreal.

- Genoptræningen forløber perfekt. Jeg er endda en lille smule foran tidsplanen, siger han.
Lars Eller har tidligere i karrieren været opereret i venstre skulder. I den sjette kamp mod Boston Bruins hamrede han den anden skulder i banden i en tackling i første skifte.

- Jeg har haft problemer med højre skulder i et par år og skulle alligevel opereres før eller senere. Held i uheld, at det ikke skete lige inden sæsonstarten eller midt i sæsonen. Nu var det ”kun” VM, jeg missede, selv om det er slemt nok. Jeg elsker at spille på landsholdet og være en del af det fantastiske fællesskab. Er jeg frisk, er det kun playoff, der vil forhindre mig i at komme hjem, siger han.

Lars Eller blev efter tre år i organisationen i St. Louis Blues tradet til de 24-dobbelte Stanley Cup-vindere, Montreal Canadiens, inden sidste sæson – og skrev sig ind i historien som den første danske NHL-spiller, der blev handlet mellem to NHL-klubber.

I sin rookiesæson spillede han 77 grundseriekampe (7 mål og 10 assists) og syv playoffkampe (2 assists) og høstede stor anerkendelse hos trænere, holdkammerater og fans som en spilintelligent, hårdtarbejdende og nærkampstærk center i trediekæden.

Montreal er hockeybyen over alle. I Canada og globalt. Og dét mærkede Lars Eller hurtigt.

- Som rookie og nyankommet er jeg nederst i hierarkiet, men det er alligevel sjældent, jeg kan gå på gaden uden at skrive autografer og stille op til fotos. Flere af stjernerne på holdet må have folk til at gå på indkøb for sig, siger han.

- Jeg har haft et godt og lærerigt år i Montreal. Det er kun gået én vej. Opad. Jeg ser frem til en sæson med endnu mere spilletid og endnu større ansvar. Jeg ved, at forventningerne fra trænernes side er store. Jeg knokler hårdt på her i sommer for at nå mine mål.

Som en kuriositet kan sporten.dk afsløre, at Lars Eller i sæsonen let og elegant springer over sportssiderne i de canadiske aviser, hvor hockeyen fylder det meste.

- Jeg vil ikke lade mig påvirke. For det første er tingene skildret meget sort/hvide. For det andet – hånden på hjertet: Jeg er ikke så skrap til fransk, ler han.

Lars Eller fulgte sin tidligere klubkammerat fra Rødovre, Jannik Hansen, i kampen om Stanley Cup og er fuld af beundring.

- Jannik var en af Vancouvers bedste i finalen. Hans præstation i playoff slår alt, hvad en dansk spiller nogensinde har præsteret i NHL. Han har taget et kæmpeskridt, siger han.

- Næstbedste dansker i NHL? Frans Nielsen. Jeg er imponeret over hans sæson i New York Islanders. Han bliver bedre og bedre, og hans værdi for holdet kan ikke overvurderes.

På sporten.dk’s spørgsmål om fremtiden for Nicklas Jensen, den 18-årige Herning-dreng, der i sommer blev draftet af Vancouver Canucks i første runde som nr. 29, siger han:
 
- Jeg har aldrig set Nicklas spille, men hørt meget om ham. Der går et par år, men så skal han nok bide sig fast i NHL.
 
 
Lars Ellers blå bog
Alder: 22 år. Højde: 1,85 meter. Vægt: 92 kilo
Privat: Gift med Julie, bor i Montreal downtown.
Position: Center.
Moderklub: Rødovre. Tdl. klubber: St. Louis Blues (7 NHL-kampe, 2 mål), Peoria Rivermen (AHL), Frölunda, Borås, Rødovre.
Draft: Første runde som nr. 13 i 2007 af St. Louis Blues.
NHL-statistik 2010/11: 77 kampe i grundserien (7+10), 7 kampe i playoff (0+2).
Landskampe: 32. VM-turneringer: 2 (Quebec 2008, Tyskland 2010).

Læs også: