Vinter-OL næste år risikerer at blive uden NHL-stjerner på grund af økonomisk uenighed mellem NHL og IOC.

Washington. Verdens bedste ishockeyspillere risikerer at gå glip af vinter-OL i 2018 i sydkoreanske Pyeongchang på grund af en strid om økonomi.

Det er National Hockey League (NHL) i USA, som truer med at lade ligaen køre videre under OL i februar næste år.

Hvis det bliver tilfældet, så kan ingen af spillerne fra verdens bedste ishockeyliga deltage i vinterlegene.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) nægter at betale forsikringer og rejseomkostninger for spillerne, og det har fået NHL-ledelsen til at stejle.

Spillerudgifter kostede IOC 97,5 millioner kroner i forbindelse med vinterlegene i Sotji i 2014.

Siden OL i Nagano i 1998 har NHL sat ligaen på pause midtvejs i sæsonen, når der har været afviklet OL. Men den ordning og tradition kan blive brudt.

- Hvis ikke IOC betaler, så er det ikke engang noget, vi behøver at tænke over, siger NHL-chef Gary Bettman ifølge AFP.

Mange klubejere i NHL har allerede været skeptiske over at sende spillerne til vinterlegene. De peger specielt på risikoen for skader som årsag til bekymring.

IOC-præsident Thomas Bach mødte NHL-ledelsen og ligaens spillerunion i sidste uge, men uden at komme frem til en løsning.

- Vi ønsker selvfølgelig at se de bedste spillere i Pyeongchang. Vi ved, at spillerne føler det samme.

- Derfor håber vi på en løsning, så spillernes olympiske drømme kan gå i opfyldelse, sagde Bach efter mødet.

René Fasel, der er præsident i Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF), er opsat på at få de bedste spillere fra NHL med.

Han tilbyder at finde midler i forbundet til at dække de udgifter, som IOC ikke længere vil dække. Det har dog ikke fået NHL til at rykke sig.

- OL fortjener at have de bedste spillere med, så jeg føler pligt til at sørge for, at de kommer med, siger Fasel til forbundets hjemmeside.

Han forventer et nyt svar fra NHL-ligaen i løbet af marts.

Den amerikanske OL-chef Alan Ashley fortæller, at det kan blive aktuelt at udtage landets bedste collegespillere, da de ikke optræder for NHL-hold.

/ritzau/