Spillerne fra de 14 hold, der ikke kommer i NHLs playoff, klar til VM

Landstræner Per Bäckman ånder lettet op. Han får NHL-spillere hjem til VM. De 14 hold, som ikke kvalificerer sig til NHLs playoff, slutter ifølge expressen.se grundserien 27. eller 28. april. Danmarks VM-premiere mod Canada er 4. maj.

- Vi kan få spillere hjem fra NHL i god tid, siger Per Bäckman.

- Det er godt for Danmark og for hele VM-turneringen. Uden NHL-spillere vil det være svært at sælge VM i Stockholm og Helsingfors.

I teorien kan alle seks danskerklubber i verdens stærkeste liga slutte blandt de 16 hold, som går videre til slutspillet i maj. Men som Per Bäckman siger:

- Måske kommer to eller tre med, men i mine øjne er kun Vancouver Canucks med Jannik Hansen sikker på playoff.

DIU afgav torsdag det omfattende bud til IIHF på VM 2017 i samarbejde med Letland. Den nye arena i København, Copenhagen Arena, lægger foruden 30 indledende kampe is til finalen, bronzekampen og de to semifinaler. Desuden skal verdenskongressen foregå i København.

Den anden pulje spilles i Riga, Danmark/Letlands konkurrenter er kombinationen Tyskland/Frankrig. Afgørelsen falder på kongressen til maj i Stockholm.

- Vi har sammen med Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen udarbejdet et stærkt koncept for VM i 2017, som indeholder fantastiske faciliteter, siger DIUs formand, Henrik Bach Nielsen.

Det første spadestik til multiarenaen Copenhagen Arena bliver taget tidligt på sommeren. Officiel åbning i slutningen af 2015. Den kommer til at ligge i den sydlige del af Ørestad på Amager og får plads til 12.500 tilskuere til sport og 15.000 til koncerter.