Philip Larsens træner i Vancouver Canucks er fyret, da han ikke formåede at styre klubben til NHL-slutspil.

Vancouver. Konsekvensen af et misset NHL-slutspil begynder at ramme trænerne i verdens bedste ishockeyliga.

Mandag aften stod det klart, at Vancouver Canucks skal have ny træner.

Efter at have misset slutspillet for anden sæson i træk blev Willie Desjardins fyret.

Vancouver, der har danske Philip Larsen i truppen, sluttede sæsonen med otte nederlag på stribe. Dermed sluttede klubben sidst i sin division og fik næstfærrest point af alle i NHL-grundspillet.

Los Angeles Kings var noget tættere på at nå slutspillet, men her fik den missede kvalifikation samme konsekvens for træner Darryl Sutter og manager Dean Lombardi. De har begge fået en fyreseddel.

Makkerparret nåede at fejre store triumfer med klubben, da de hjemførte Stanley Cup-trofæet i både 2012 og 2014.

NHL-grundspillet sluttede natten til mandag dansk tid, de første kampe i slutspillet spilles onsdag.

/ritzau/