Allerede på næste lørdag er Nikolaj Ehlers for første gang på is i Winnipeg.

Det 18-årige danske supertalent blev valgt af den canadiske NHL-klub Wippipeg Jets i første runde som nr. 9, og det var en jublende glad Nikolaj Ehlers, BT talte med efter draften i Philadelphia.

- Det har været en fantastisk aften, og jeg glæder mig vildt til rookiecampen om en uge og til campen op til sæsonstarten, siger han.

- Mit mål i aften var top 30, så det er en fed fornemmelse at blive valgt som nr. 9. Jeg er ovenud stolt og glad.

Under den gigantiske draft-fest i Wells Fargo Center, Philadelphia Flyers' hjemmebane, var Nikolaj Ehlers omgivet af sin familie, forældrene Tina og Heinz, storebror Sebastian og lillesøster Caroline.

Søndag vender Ehlers-dynastiet hjem til sommerhuset i Blokhus i det nordjyske.

Heinz Ehlers, cheftræner i Lausanne i NLA i Schweiz, blev draftet af New York Rangers i 1984. Sebastian Ehlers spiller for Aalborg Pirates i Metal Ligaen.

- Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg var næsten 100 procent sikker på, at Jets ville drafte mig. Jeg havde et godt møde med dem, og selv om jeg også havde gode møder med andre klubber, følte jeg, at det ville blive dem. De var meget interesseret, siger Nikolaj Ehlers.

Den unge hockeyspiller havde efter draften et langt møde med Winnipegs ledere og trænere.

- De grinede, da jeg fortalte om min sikre fornemmelse af, at de ville drafte mig, siger en glad Nikolaj Ehlers.

Hans top 10-valg var ventet efter en forrygende rookiesæson i Halifax Mooseheads i den canadiske juniorliga QMJHL, hvor det blev til 104 point (49 mål og 55 assists) i 63 kampe i grundserien og en plus/minus statistik på plus 65.

Nikolaj Ehlers er den fjerde dansker, der blev draftet i første runde. Lars Eller blev taget som nr. 13 i 2007, Mikkel Bødker som nr. 8 i 2008 og Nicklas Jensen som nr. 29 i 2011.