Lars Eller og Washington Capitals er som det første hold klar til sæsonens NHL-slutspil.

Det blev en realitet, da holdet på udebane sejrede med 5-3 over Tampa Bay Lightning.

Eller kom ikke på tavlen med point i kampen og kom til at stå i skyggen af en anden spiller fra Skandinavien.

Således var svenske Nicklas Bäckström kampens dominerede skikkelse med fire assister.

Det er tiende gang, at Nicklas Bäckström laver fire assister i en kamp, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Svenskeren indtager femtepladsen på sæsonens pointliste i NHL med 75 af slagsen. Han har scoret 21 mål og er noteret for 54 assister.

Washington kom foran 2-0, men Tampa Bay bragte balance til 2-2 i løbet af første periode.

Efter en målløs anden periode bragte Washington sig på vinderkurs foran 4-2, men hjemmeholdet gav opgøret spænding til det sidste med reduceringen halvandet minut før tid.

I stedet for udligning cementerede Washington dog sejren til 5-3, da der resterede 44 sekunder.

Med sejren kom Washington som det første hold på 100 point i sæsonen.

/ritzau/