Noget kunne tyde på, at landstræneren har en trumf i baghånden blandt de 23 spillere på OL-holdet.

Trækker landstræner Per Bäckman en kanin op af hatten, når han mandag kl. 17 offentliggør sine 23 spillere til OL-kvalifikationsturneringen?

Selv om spillere fra NHL og farmerligaen AHL normalt ikke får fri til landskampe, da der ikke er en aftale mellem IIHF og NHL, kan det ikke udelukkes, at Anaheim Ducks giver målmanden Frederik Andersen lov at rejse nogle dage til Vojens.

Efter kampen på bænken hos ænderne i NHL-premieren i Vancouver er tredjemålmanden i Anaheim-systemet tilbage i Norfolk Admirals.

Til spørgsmålet, om Anaheim Ducks rækker en hjælpende hånd til dansk ishockey i kampen om en OL-plads, siger Per Bäckman tilsporten.dk:

- Holdet offentliggøres mandag. Vi udtager tre målmænd, syv backs og 13 forwards. Så må vi se, hvem der er med.

En anden mulighed, hvis landsholdet uventet får ”nordamerikansk” forstærkning, hedder Peter Regin.

Han spiller i snit otte-ti minutter pr. kamp i Ottawa Senators’ fjerdekæde og har brug for spilletid og selvtillid. Hvorfor ikke give ham det i de tre OL-kampe mod Ukraine, Slovenien og Hviderusland.

I stedet for at deltage i spekulationerne siger Per Bäckman:

- Vi har en hold med rutine, ungdom og entusiasme. Selv om det er et ungt hold, repræsenterer det mange VM-turneringer og vigtige kampe. Og der er debutanter. Det er jo altid interessant med nye navne.

18-19 af de 23 spillere kommer fra udenlandske ligaer. Formentlig kun fire på OL-holdet er fra AL-Bank Ligaen.