Philip Larsens skifte til det finske KHL-hold fra Helsinki, Jokerit, er en glædelig nyhed for landstræner Janne Karlsson.

»Philip kommer til et stærkt hold med en god organisation. Jeg så Jokerit to gange i sidste sæson,« siger Janne Karlsson til BT.

»Det glæder mig også, at han skal spille sammen med Peter Regin. Vi er ude over de VM-problemer, vi har med spillerne i Nordamerika.«

Janne Karlsson kunne ikke disponere over Philip Larsen i VM i Ostrava, da den stærke back på det tidspunkt var klubløs og ikke turde løbe en risiko for at blive skadet i VM og miste chancen for at komme til en topklub i KHL.

»Jeg ville gerne have haft Philip med. Han er en back på højt internationalt niveau. Men jeg forstår hans bekymringer i den situation, han befandt sig i, og accepterer hans beslutning. Philip vil altid være velkommen på landsholdet,« siger han.

»I Jokerit har han alle muligheder for at få succes og gøre et stærkt indtryk, så han kan vende tilbage til en klub i NHL.«