Landstræner: Bødkers skifte dagens gode nyhed

For landstræner Janne Karlsson var Mads Bødkers skifte fra en russisk klub i Uralbjergene til en af de stærkeste europæiske ishockeyligaer, den tyske DEL, dagens gode nyhed.

- Det glæder mig, at Mads er kommet tættere på og skal spille i Düsseldorf, siger han.

- Den tyske liga holder højt niveau, og der er ingen tvivl om, at kampene i DEL bliver positive for Mads' udvikling. Jeg talte en del med ham i forbindelse med kampene mod Norge i sidste måned i Stavanger. Han er en rutineret og vigtig spiller for holdet.

Mads Bødker, 26, debuterede som Rødovre-spiller på landsholdet i en alder af 18 år og har været en del af VM-holdet siden 2006.

Fra 2006/07 og indtil denne sæson spillede han i Sverige (Rögle, Leksand og Malmö Redhawks), men fik ikke kontrakten forlænget med Redhawks og kom til Yuzhnu Ural Orsk i den næstbedste russiske række, VHL, hvor han spillede 22 kampe.

Janne Karlsson har fulgt de første to kampe i U20-VM i Sanok i Polen på afstand og rejser onsdag til Polen sammen med DIUs sportschef, Ulrik Larsen, for at følge de sidste tre kampe mod Hviderusland (onsdag), Letland (torsdag) og Slovenien (lørdag).

- En VM-start med to sejre lover godt, men de næste to kampe bliver afgørende for oprykning, siger han.

De største U20-talenter, Nikolaj Ehlers, 17, og Oliver Bjorkstrand, 18, der til daglig spiller i henholdsvis Halifax og Portland i Nordamerika, kan hurtigt blive aktuelle for Janne Karlsson, men landstræneren pointerer, at det primære i Sanok bliver at lære alle spillere på U20-holdet at kende.

Læs også: