Den danske landsholdsmålmand Frederik Andersen skriver et flot stykke ishockeyhistorie

- Jeg håber selvfølgelig, at jeg er med på bænken, men vi har ikke fået noget at vide endnu.

Sådan faldt ordene, da sporten.dk talte med Frederik Andersen natten til lørdag dansk tid.

Nu er det officielt: Den danske ishockey-målmand er med hos Anaheim Ducks, som natten til søndag sæsondebuterer i Rogers Arena i Vancouver mod Vancouver Canucks med Jannik Hansen.

Førstemålmand for ænderne er den rutinerede schweizer Jonas Hiller. En stærk sidste skanse for Anaheim Ducks siden 2007. Og så sidder Frederik Andersen ellers klar.

Fem danske angribere og en enkelt back har siden 2007 fået debut i verdens stærkeste liga. Og nu er den første målmand på vej. I NHL tæller det kun i statistikken, hvis en målmand kommer på isen.

– Jeg er stolt over at være en del af holdet. NHL er en drøm for enhver ishockeyspiller, siger Frederik Andersen.

Skadessituationen i Anaheim Ducks har givet ham den pludselige chance, og forleden sagde han til sporten.dk:

- Jeg har arbejdet hårdt for at realisere drømmen om NHL, og det var et stort øjeblik og et skridt på vejen, da jeg blev kaldt op.

Herning-drengen skiftede i 2009 til Frederikshavn, da cheftræner Todd Bjorkstrand ikke rigtig troede på den unge gigant som førstemålmand. Og det frugtbare hockeymiljø i Vendsyssel blev et vigtigt trinbræt til en forrygende sæson i Frölunda i Elitserien.

Frederik Andersen blev draftet af Anaheim Ducks i 2012 i tredje runde som nr. 87 overall og har spillet 21 kampe med en redningsprocent på 92,4 for farmerholder Norfolk Admirals i AHL.

Da Frederik Andersen i torsdags landede i Vancouver, sagde han:

- Jeg glæder mig til at hilse på Jannik.

Jannik Hansen spiller i Vancouver Canucks trediekæde.

Hos Anaheim Ducks er ikke færre end fire finske spillere med navne som Teemu Selanne og Saku Koivu.