Rødovre afbrød samarbejdet med træner Jesper Duus og satte derefter en føring over styr mod Gentofte.

Det er absolut ikke Rødovres sæson i den danske ishockeyliga, Metal Ligaen. Fredag aften tabte klubben med 2-3 på hjemmebane til Gentofte efter overtid, og chancen for at nå slutspillet fortoner sig i mørket.

Inden kampen havde Rødovre sagt farvel til sin træner, klublegenden Jesper Duus, der siden oktober også har fungeret som sportschef i Danmarks Ishockey Union.

I en kort meddelelse få timer inden fredagens kamp, gjorde klubben det klart, at Duus "stoppede med øjeblikkelig varsel og dermed ikke ville være i spillerboksen fredag".

»Trænerfunktionen vil fremover blive varetaget af Trevor Koening, Kevin Montgomery samt assisterende træner Mike Rådde,« skrev klubben.

Det så ud til at bære frugt på kort sigt. I hvert fald gjorde Rasmus Astrup sit til, at Rødovre kunne få en tiltrængt sejr. Han gjorde det til 1-0 efter syv minutter mod Gentofte og øgede til 2-0 fire minutter inde i anden periode.

Men Gentofte kom godt tilbage og udlignede på to træffere af Joonas Riekkinen og Marko Virtala i de sidste fem minutter af perioden.

Tredje periode gav ingen mål, og så måtte kampen i overtid. Her sikrede Gentofte sig sejren på Cameron Spiros mål efter lidt mere end et minut.

Rødovre har 25 point for 28 kampe på niendepladsen. Det er ni point færre end Esbjerg, der besætter det yderste slutspilsmandat som nummer otte.

Esbjerg tabte fredag den jyske klassiker mod Herning med 3-4 på udebane.

Sebastian Ruders og Markus Jensen sendte Herning på sejrskurs med scoringer i det første kvarter, men vestjyderne kom tilbage i kraft af to mål af Anders Krogsgaard og Carson McMillan inden for bare 24 sekunder.

Finnerne Toni Kallela og Petri Lammassaar sørgede dog for ny Herning-føring på to mål med deres scoringer i anden periode.

Carson McMillan satte endnu et mål til reducering 3-4, men Esbjerg kom ikke nærmere point i tredje periode.

/ritzau/