Aalborg Pirates fyrer hele klubbens personale, efter bestyrelsen har måttet sande, at de ikke har kunnet tilbagebetale klubbens gæld.

»Vi har svigtet. Vi har haft gammel gæld. Vi har svigtet på sponsoraterne. Vi har ikke fået lagt det lag på, som vi havde regnet med,« siger bestyrelsesformanden i Aalborg Pirates, Morten Fals, til TV2 Nord.

Tre millioner kroner skal skaffes inden den 9. april for at tilbagebetale klubbens gæld. Det håber Aalborg Pirates kan ske via en aktiemission og private donationer. Generelt skal klubben drives mere af frivillige frem for ansat personale.

»Administrationen bliver skåret ned nu, og de nye investorer må sætte rammerne. Vil de køre med det gamle personale, vil de have nyt ind? Vi har sagt, at vi skal have frivillige hænder ind, vi skal have færre på kontor,« siger Morten Fals til TV2.

Bestyrelsesformanden mener ikke, at fyringerne skal ses som en falliterklæring og forsikrer om, at klubben er fremtidssikret, hvis de får betalt deres gæld.

Aalborg Pirates sikrede sig en plads i Metal Ligaens slutspil, efter de sluttede på en ottendeplads i grundspillet. Nordjyderne møder nu Frederikshavn White Hawks i kvartfinalerne.