Vinderen af grundspillet scorede fem gange og vandt sikkert hjemme over Gentofte Stars i første kvartfinale.

Forventningerne er store til Aalborg Pirates efter sejren i grundspillet i Metal Ligaen i ishockey.

 

Fredag aften skøjtede klubbens spillere så ud på isen til det første opgør mod Gentofte Stars i kvartfinaleserien, og her levede Aalborg op til forventningerne.

Hjemme i Aalborg blev det til en 5-2-sejr, efter at Bryce Reddick indledte scoringen for Aalborg efter lidt over to minutter.

Peter Quenneville øgede til 2-0, før Gentoftes Cameron Spiro lukkede første periode med sin reducering til 1-2.

I anden periode faldt de øvrige scoringer, og tredje periode bød derfor ikke på flere mål.

Aalborg Pirates valgte selv, at Gentofte, der sluttede på sjettepladsen i grundspillet, skulle være modstander i kvartfinaleserien, hvor der spilles bedst af syv opgør.

I de øvrige kvartfinalekampe tog Frederikshavn White Hawks imod Herning Blue Fox, og her stormede nordjyderne hen over egen is og vandt de to klubbers første kvartfinalemøde med 4-1.

Odense Bulldogs holdt lidt mere igen med målscoringen, men vandt det første kvartfinaleopgør hjemme over Rungsted Seier Capital med 2-1.

I aftenens sene opgør mellem Esbjerg Energy og Sønderjyske kunne hjemmeholdet fra Esbjerg trække sig bedst ud af de to klubbers første møde i kvartfinaleserien.

Esbjerg vandt en smal 2-1-sejr.

/ritzau/

/ritzau/