Jussi Tapio gjorde det igen

Finnen blev skarpretter for piraterne, som vandt en heldig sejr i Herlev.

Det er sådan en kamp, Herlev-spillerne ikke glemmer lige med det samme.

For første gang i denne sæson havde de så mange folk klar, at de kunne spille med fire kæder. Og ingen kan rigtig huske, hvornår de sidst har haft 40 skud på mål.

De spillede en af deres bedste kampe og tabte, og følelserne var unægtelig noget blandede.

- Ét mål er ikke nok i en hjemmekamp. Selvfølgelig er vi skuffede. Vi havde chancerne. Ikke mindst i powerplay. Men vi var ikke skarpe nok, siger Eagles’ Kim Staal.

At kampen blev så målfattig skyldtes ikke blot manglende skarphed, men i høj grad også to fremragende målmænd, ørnenes slovener Gasper Kroselj (med fortid i Aalborg) og piraternes svensker Magnus Åkerlund.

- Vi vidste, det ville blive en svær kamp. Herlev er et godt hjemmehold, og vi begik en klassisk fejl ved at tage for mange udvisninger i slutningen. Det skal vi til at stoppe med. Ellers går det galt. Vi var heldige med, at de ikke scorede i fem mod tre i tredie periode, siger Herlev-drengen Rasmus Olsen, som siden 2006 har spillet for nordjyderne.

Han bakkes op af Pirates’ cheftræner, Martin Karlsson, som også giver fighterne fra Herlev stor kredit.

- De kunne lige godt have taget de tre point i den meget lige kamp, siger han.

- Vi sloges godt, men har været lidt nede på det seneste og manglet speed.

Herlev Eagles løb ind i fjerde nederlag på stribe siden 5-2 sejren over topholdet Frederikshavn White Hawks, men viste fremgang.

18-årige Dallas Maxwell bragte ørnene foran med en herlig firsttimer fra halvdistancen efter 13 minutter. Hans fjerde mål og ottende point.

Christian Nordentoft kvitterede fem minutter inde i anden periode, og med mindre end tre minutter tilbage blev finnen Jussi Tapio matchvinder med sit 18. mål og 33. point.

Forinden havde Eagles’ Thomas Johnsen i powerplay og med en afventende udvisning et skud på stangen. Og i halvandet minuts fem mod tre pressede hjemmeholdet vildt.

Flere gange dansede pucken can-can foran Magnus Åkerlunds mål, men ind ville den ikke.

- Jeg synes, vi havde fortjent lidt medgang, siger Herlev-kaptajnen Thor Dresler.

AL-Bank Ligaen

Herlev Eagles-Aalborg Pirates 1-2 (1-0, 0-1, 0-1)

Rødovre Mighty Bulls-Odense Bulldogs 3-2 (0-0, 1-0, 1-2, 0-0, 1-0)

EfB Ishockey-Frederikshavn White Hawks 1-7 (1-1, 0-6, 0-0)

Sønderjyske-Copenhagen Hockey 9-1 (5-1, 2-0, 2-0)

Læs også: