Jannik Hansen scorede det afgørende mål for Vancouver Canucks, som vandt 2-1 ude over Arizona Coyotes.

Formstærke Jannik Hansen blev matchvinder for Vancouver Canucks, som natten til torsdag vandt 2-1 på udebane over Arizona Coyotes i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Den danske landsholdsspiller nettede til 2-1 et kvarter inde i anden periode, og det blev den afgørende scoring i kampen i Gila River Arena i Arizona.

Jannik Hansen modtog pucken langt ude i venstre side og forsøgte sig med en hård pasning ind foran mål.

Pucken ramte to Arizona-spillere på vejen, og det lignede næsten mere et selvmål, men den tidligere Rødovre-spiller blev noteret for scoringen.

Inden da havde Jannik Hansens holdkammerat Jake Virtanen sørget for scoringen til 1-0 i første periode. Martin Hanzal udlignede til 1-1 for Arizona Coyotes kort inde i anden periode.

29-årige Jannik Hansen er nu noteret for 15 mål og 11 assister i 49 kampe i denne NHL-sæson. I alt har Jannik Hansen scoret 92 mål og lavet 118 assister i 519 NHL-kampe siden debuten i 2007.

I 2011 blev han den første dansker til at spille med i Stanley Cup-finalen.