Ishockeyspillerne mener ikke, at de er godt nok beskyttet mod hovedskader. Det skal en overenskomst ændre.

København: De danske ishockeyspillere og Danmarks Ishockey Union (DIU) har nu haft en tvist kørende i over et halvt år.

Spillerne efterlyser en overenskomst, hvor et af nøglepunkterne er at sikre bedre vilkår, såfremt spillerne kommer alvorligt til skade på isen.

Det siger Morten Andreasen, der er bestyrelsesmedlem i spillernes fagforening - Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF) - og ishockeyspiller i Rødovre Mighty Bulls.

- Som ishockeyspiller har du et erhverv, der medfører flere skader end gennemsnittet. Vi ser desværre rigtig mange eksempler på især hovedskader og hjernerystelser, som sætter folk helt ud af spillet både på og uden for isen.

- En hjernerystelse kan få meget alvorlige konsekvenser for helbredet. Med en overenskomst kan vi sikre basale rettigheder som ordentlige forsikringer og pension, der kan sikre os, hvis uheldet er ude, siger Morten Andreasen.

I DIU's standardkontrakt for danske spillere lyder afsnittet om forsikringer:

"Arbejdsgiver tegner og betaler lovpligtig arbejdsskadeforsikring for spilleren. Personlige forsikringer, herunder for eksempel karrierestop-forsikring eller almindelig ulykkesforsikring, tegnes af og betales af spilleren selv.

Arbejdsgiver vil dog være behjælpelig gennem selskabets forsikringsmægler med at vejlede og råde spilleren bedst muligt."

I sommeren 2015 brød forhandlingerne mellem DEF og DIU sammen.

På avisen.dk kunne man i december læse, at forhandlingerne ifølge Dansk Metal (hovedsponsor for Metal Ligaen) ville blive genoptaget, men DIU-direktør Ulrik Larsen skriver nu i en mail til DEF, at man ikke har i sinde at komme til forhandlingsbordet.

Den udmelding overrasker Morten Andreasen, men han ønsker ikke at konkretisere, hvilke muligheder spillerne kan anvende i en konfliktoptrapning. Han håber, parterne kommer frem til en løsning i stedet.

- Vores håb er naturligvis, at DIU og Ligaforeningen kan overtales til at gå i dialog med os om en overenskomst. Derfor venter vi med at snakke om, hvad næste skridt kunne være, hvis ikke det sker.

- Vi står med udstrakt hånd og forventer, at vi ret hurtigt kan finde en løsning sammen, så snart unionen og klubberne kommer til forhandlingsbordet, siger Morten Andreasen.

Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar til sagen fra DIU-direktør Ulrik Larsen.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook