Trods en chokstart af Herlev vandt Esbjerg Energy sikkert med 7-2 i fredagens bundopgør i Metal Ligaen.

Esbjerg. Mesterholdet Esbjerg Energy satte en stopper for en skrækserie på tre nederlag i træk med en hjemmesejr på 7-2 over bundholdet Herlev Eagles fredag aften.

Træner Mark Pederson kunne ånde lettet op efter en kamp, hvor hans hold ellers fik den værst tænkelige start i Granly Hockey Arena.

Der var nemlig kun spillet halvandet minut, da Yannick Vedel bragte Herlev foran i powerplay. Da befandt mestrene sig på kanten af en krise ovenpå en dybt skuffende sæsonstart.

Men inden første periode var slut, havde Brock Nixon og Jared Knight vendt billedet, så hjemmeholdet kunne gå til pausen foran med 2-1.

Sune Hjulmand og Brock Nixon øgede til 3-1 og 4-1 i anden periode, og så var kampen så godt som afgjort.

Herlevs reducering blot 14 sekunder inde i tredje periode kom ikke til at betyde noget, for esbjergenserne svarede igen med tre scoringer i periodens sidste halvleg.

Også Herning Blue Fox fik en tiltrængt opmuntring i en hård tid.

Todd Bjorkstrands mænd var ellers bagud 1-4 mod Odense Bulldogs, men på en kraftpræstation i kampens anden halvleg fik Herning vendt slaget og vandt 5-4.

Herning er dermed på sjettepladsen i Metal Ligaen med 19 point efter 13 kampe.

Det er fire point mere end Esbjerg, der fortsat er næstsidst trods fredagens storsejr.

I fredagens to øvrige kampe vandt Rungsted på udebane med 3-1 over Frederikshavn, mens Sønderjyske hjemme slog Gentofte 3-2 efter straffeslag.

/ritzau/