Landsholdet er blevet båret af NHL-stjernerne ved VM, men der er grøde i laget lige under de allerbedste.

Sankt Petersborg: Der venter en lys fremtid for ishockeylandsholdet, som ved VM tangerede sit bedste resultat nogensinde med en ottendeplads i det skrappe selskab.

Historien har godt nok vist, at man ikke altid kan regne med lige så ærgerrig NHL-tilgang som ved VM i Rusland, men landstræner Jan Karlsson bemærker grøde i laget lige under de allerbedste.

- Der er kommet mange unge drenge med. Der er Mathias From, Mikkel Aagaard, og vi har set Mathias Bau spille kanonkampe på landsholdet. Frederik Storm har løftet sig flere klasser.

- Brødrene Oliver og Markus Lauridsens backspil har gjort store fremskridt, efter at de er kommet hjem fra Nordamerika. Der er stort udviklingspotentiale i mange af spillerne, siger Jan Karlsson.

Oliver Lauridsen er helt på bølgelængde med landstræneren.

Den store back melder sig før VM altid forrest i køen med kvartfinaleambitioner, og han mener snarere, det er et spørgsmål om erfaring end dårligt spillermateriale, der gør, at der går længe imellem VM-højdepunkterne i dansk ishockey.

- Vi mangler måske erfaring i at stå i sådan nogle kampe, siger han om kvartfinalenederlaget til Finland.

- De unge spillere, der kommer op, skal vide, at vi er tættere på toppen, end vi selv går og tror.

- Vi er blevet så stor en ishockeynation og har den bredde, der kan gøre, at vi kan komme i kvartfinalen, hvis vi spiller op til det, vi kan, siger Oliver Lauridsen.

Ottendepladsen ved VM er en tangering af det bedste resultat nogensinde.

Næste store opgave for ishockeylandsholdet bliver OL-kvalifikationen i Hviderusland i september.

Her får Jan Karlsson for første gang råderet over samtlige NHL-spillere.

/ritzau/