Det gælder mere end Prins Henriks Cup, guldmedaljer, guldhjelme, champagne og store cigarer.

Når Sønderjyske og Herning Blue Fox brager sammen i DM-finalen med faceoff i den første kamp fredag aften i SE Arena i Vojens, står der også en plads i historiens første Champions Hockey League på spil.

At Champions Hockey League får dansk deltagelse er dog afhængig af, at deltagerantallet udvides fra 40 til 44 hold.

- Jeg arbejder for en udvidelse og håber, at de seks initiativtagere til Champions Hockey League, Sverige, Finland, Tjekkiet, Schweiz, Tyskland og Østrig, accepterer mit forslag, siger DIUs formand og medlem af IIHFs council, Henrik Bach Nielsen, til BT.

På et møde i sidste uge lagde de seks nationer beslag på 38 pladser og gav de sidste to til Slovakiet og Norge.

De 40 hold inddeles i ti indledende puljer á fire med tre ude- og tre hjemmekampe. I alt seks kampe pr. hold med start i slutningen af august.

- Ligesom Danmark er Frankrig interesseret i at være med i Champions Hockey League fra starten. Jeg har derfor anbefalet, at man laver elleve indledende puljer á fire hold, siger Henrik Bach Nielsen.

Det danske councilmedlem har tidligere haft stor succes med sit politiske arbejde og håber, at "de seks" vil se fordelen i, at Champions Hockey League favner så bredt som muligt blandt A-nationerne.

Den russiske liga, KHL, holder sig foreløbig uden for Champions Hockey League.

Sideløbende med Champions Hockey League kører Continental Cup videre, så det danske drømmescenarie er en Champions Hockey League med mestrene og en Continental Cup med runner-up.

- Det er naturligvis en økonomisk udfordring at deltage i det fine selskab, men det er vigtig at være med fra starten og ikke stå tilbage på perronen, når toget er kørt, siger Sønderjyskes sportschef, Søren Stockfisch.

- Uanset hvem der vinder i år og de kommende år, så håber jeg, at Danmark bliver repræsenteret i Champions Hockey League.

Sønderjyske og Herning Blue Fox har været Metal Ligaens klart to bedste hold, så det er "den rigtige finale".

Herning Blue Fox har vundet otte playoffkampe i træk og har en fornem statistik mod Sønderjyske i denne sæson med 4-1 i sejre i grundserien samt sejr i pokalfinalen.

Én gang tidligere har de to jyske traditionsklubber mødt hinanden i DM-finalen. I 2009 vandt Sønderjyske i seks kampe.

Inden for de seneste ti år har Herning Blue Fox vundet fem danske mesterskaber og én pokaltitel.

Sønderjyske har fire gange fået navnet indgraveret i Prins Henrik's Cup og suppleret med tre pokalmesterskaber.


De sidste ti års mestre (runner-up i parentes):

2004: Esbjerg (AaB)
2005: Herning (AaB)
2006: Sønderjyske (AaB)
2007: Herning (AaB)
2008: Herning (Frederikshavn)
2009: Sønderjyske (Herning)
2010: Sønderjyske (AaB)
2011: Herning (Frederikshavn)
2012: Herning (Odense)
2013: Sønderjyske (Frederikshavn)