»I Metal Ligaen er der ingen stille og rolige dage på kontoret.«

Sådan forklarer Aalborg Pirates' assisterende træner, Ronny Larsen, over for BT piraternes ydmyge placering lige omkring stregen.

Med 5-1-sejren i Gigantium over bundholdet Unibet Stars Gentofte løftede de sig fra niende- til ottendepladsen lige foran Herlev Eagles. Men ingen tvivl om, at de har været ligaens største skuffelse i forhold til potentialet.

Aalborg Pirates er et hold, BT tipper vil være giftig for hvem som helst i en kvartfinale, men indtil videre har de ikke bevist det.

Inden kampen mod Gentofte havde de i de seneste fem kampe kun taget to point. Ikke siden sejren over Herlev 14. november har de fået full house.

»Det korte af det lange. Vi har ikke præsteret. Vores bundniveau er ualmindeligt lavt. Det er noget, vi skal rette op på. Vi føler, vi er bedre end vores placering. Men på den anden side: Tabellen lyver aldrig, «siger Ronny Larsen.

"Vi har fået det svært heroppe i det nordjyske, men lad os nu glæde os over, at vi spillede en god første periode mod Gentofte og udnyttede chancerne. Desværre holdt vi op med at spille, da vi kom på 5-0."

Unibet Stars Gentofte vandt de sidste 40 minutter 1-0 og den totale skudstatistik 35-30 i en besynderlig kamp.

»Dagens lektie er, at vi skal være klar fra første faceoff. Det var vi ikke. Vi var på hælene og kollektivt ikke til stede i 20 minutter. Men positivt, at vi kommer ind i kampen fra anden periode, «siger Gentofte-manager Karsten Arvidsen.

Helten fra 2-1 sejren i fredags i Rødovre, målmanden Christian Larsen, blev skiftet ud efter det tredie mål og erstattet af Frederik Hansen.

Metal Ligaen

Aalborg Pirates-Unibet Stars Gentofte 5-1 (5-0, 0-1, 0-0)