Frederikshavn White Hawks' coach, Lars Ivarsson, vendte kampen, da han lavede om på alle fire kæder

Høgene flyver højere og højere. Dagen efter sejren over topholdet Aalborg Pirates slog de mestrene Herning Blue Fox.

Blot 17 timer var der mellem slutsignalet for dramaet i Gigantium til nedkastet i mere stilfærdige rammer i Scanel Hockey Arena lørdag eftermiddag, men den korte hviletid generede ikke Frederikshavn White Hawks. Med en ny 4-3 sejr (denne gang i ordinær tid) fejrer de nytår på førstepladsen i AL-Bank Ligaen.

Lasse Lassen bragte Herning på 1-0 i første periode, men otte minutter inde i anden periode tog White Hawks’ cheftræner, Lars Ivarsson, en time out, der vendte kampen.

- Lars ændrede alle fire kæder for at give holdet ny energi, og tre minutter efter førte vi 2-1 på mål af Robin Bergman og Zach Smith. Dét er coaching. Lars er god til at tage time out på de rigtige tidspunkter, siger assistenttræner Mike Grey og tilføjer:

- Jeg ved godt, at man i Aalborg og Herning måske mener noget andet, men i mine øjne er Bryan Hogan ligaens bedste målmand. Det viste han igen.

Frederikshavn scorede tre mål i powerplay, de sidste to signeret den tidligere NHL-spiller fra St. Louis Blues, Cam Paddock (16 NHL-kampe i 2009).

Hos Aalborg Pirates var der lørdag tømmermænd efter blamagen i fredags, hvor en flot kamp med over 5.000 tilskuere mod de nordenfjords rivaler blev overskygget af alvorlige brist uden for isen. Umiddelbart efter kampen undskyldte Aalborg Pirates’ direktør, Frederik Åkesson, over for sporten.dk, at flere hundrede gik forgæves, fordi der var for mange sponsorbilletter i omløb. Og i går sendte piraterne en officiel undskyldning ud og lovede, at man vil lære af fejlene.

AL-Bank Ligaen

Frederikshavn White Hawks-Herning Blue Fox 4-3 (0-1, 2-1, 2-1)