Tomas Horna sluttede DM-finalen i kamp nr. 4 som pålæg i en sønderjysk sandwich midt i første periode.

Herning Blue Fox' og landsholdets læge, Per Albæk, konstaterede symptomer på hjernerystelse hos den 33-årige tjekkiske forward efter den voldsomme tackling.

- Tomas Horna var svimmel og kunne ikke tåle lys. Han havde ingen erindring om, hvad der var sket, og hvem han spillede mod, siger Per Albæk til BT.

- Vi overvejede at sende ham på sygehuset, men kørte ham hjem. Han deler en lejlighed med Tomas Petruska.

Tomas Horna blødte fra munden og underlæben efter at være ramt af Patrick Asselins skulder.

At der ikke blev dømt udvisning for checking to the head, var hoveddommerne Thomas Lassen og Jan Bigums største fejl i en fysisk playoff-fight på godt og ondt.
 
Man kunne se, hvordan Herning-bossen Todd Bjorkstrand rasede i boksen, mens Horna lå groggy på isen, og fløjten var tavs.

Med en 3-2-sejr kvitterede Sønderjyske til 2-2 i serien og har det mentale overtag før den femte kamp søndag aften i SE Arena.

Mens Herning Blue Fox er svækket i Tomas Hornas fravær, har de forsvarende mestre alle spillere klar.

- Det er uheldigt, at der sker skader, men selv om der blev gået til stålet, synes jeg ikke, at det fysiske spil tog overhånd, siger Sønderjyskes sportschef, Søren Stockfisch.

- Fighten vil også være i højsædet de kommende kampe, men jeg fornemmer ikke nogen ond stemning.

Metal Ligaen, 5. finalekamp

Søndag kl. 19.30 TV3 Sport2