Pittsburgh Penguins giver odds 8.50, mens New York Islanders med Frans Nielsen giver 100 gange pengene

Skal man tro NordicBet, er Pittsburgh Penguins favorit til at vinde Stanley Cup. Odds 8.50 giver det skandinaviske bookmakerfirma, hvis Sidney Crosby, Jevgenij Malkin & co. vinder NHL.

Sidney Crosby er for første gang i halvandet år uden hjernerystelsessymptomer og har trænet hårdt under lockouten, og den russiske superstjerne, Jevgenij Malkin, har holdt sig i gang i KHL, hvor han i 37 kampe har scoret 65 point for Metallurg Magnitogorsk.

Finalisterne i 2011, Vancouver Canucks, kiksede i playoff i foråret, men er klar til at tage revanche. NordicBet giver pengene ti gange tilbage på Vancouver Canucks med Jannik Hansen, mens odds for New York Rangers og de forsvarende Stanley Cup-mestre, Los Angeles Kings, er 11.50 og 13.00.

- En afkortet turnering giver mulighed for flere overraskelser, men for Canucks er målet det samme som de seneste år. Vi vil vinde, sagde Jannik Hansen til sporten.dk, inden han rejste tilbage til Canada fra Finland.

- Nu gælder det om at vinde fansene tilbage. Mange er skuffede over, at lockouten varede så længe.

NordicBet tror ikke på, at nogen af de fem andre danskerklubber kvalificerer sig blandt de 16, der går til playoff.

Troen på Frans Nielsens New York Islanders er så ringe, af de giver 100 gange pengene og kun overgås af ét hold, Columbus Blue Jackets, til odds 150.00. Odds for Phoenix Coyotes med Mikkel Bødker er 45.00, mens Ottawa Senators med Peter Regin, Dallas Stars med Philip Larsen og Montreal Canadiens med Lars Ellere giver odds 50,00, 55.00 og 55.00. NHL har endnu ikke meldt ud, hvornår turneringen starter.