Sporten.dk’s ishockeymedarbejder, Peter Fredberg, sætter fokus på nogle af de største navne

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Med fire måneders forsinkelse starter NHL. Lørdag kastes den første puck til en hurtig grundserie med 48 runder på 99 dage. Her er ti af de stjerner, som vil sætte deres præg på verdens stærkeste liga.

Sidney Crosby - 25, forward, Pittsburgh Penguins
Har siden oktober 2010 kun spillet 63 kampe, men er ikke længere plaget af hovedpine. ”Sid the Kid” viste sin klasse med 37 point i 22 grundserie-kampe i sidste sæson og kan blive NHLs hotteste navn.

Jevgeni Malkin - 26, forward, Pittsburgh Penguins
Den unikke russer scorede i sidste sæson 109 point (50 mål og 59 assist) og tryllede under lockouten i sin tidligere KHL-klub Metallurg Magnitogorsk med 65 point (23 mål og 42 assist) i 37 kampe.

Jonathan Quick - 26, målmand, Los Angeles Kings
Den amerikanske keeper var mere end nogen anden manden bag LA Kings´ overrumplende Stanley Cup-sejr i 2012 med en perlerække af kampe. Blev kåret som playoffs MVP efter finalen mod New Jersey Devils.

Henrik Sedin - 32, forward, Vancouver Canucks
Skal Jannik Hansen løfte Stanley Cup i år, er det i høj grad op til kaptajnen Henrik og hans tvillingbror, Daniel. Henrik Sedin har de sidste tre sæsoner produceret 287 point i grundserien, men det seneste playoff var ikke tvillingernes.

Steven Stamkos - 22, forward, Tampa Bay Lightning
En målscorer af Guds nåde. NHLs skyttekonge i både 2009/10 og 2011/12 med 51 og 60 mål. I sine fire NHL-sæsoner han har lavet 329 point (179 mål og 150 assist) i 325 kampe. Og han er ikke engang fyldt 23 år.

Alexander Ovechkin - 27, forward, Washington Capitals
En dynamisk, farverig målscorer. Har produceret over 100 point i fire af sine syv NHL-sæsoner og vundet masser af hæder, men 2011/12 var ikke en af de bedste sæsoner. Selv om 65 point også er respektabelt.

Claude Giroux - 25, forward, Philadelphia Flyers
Den smarte og målfarlige center og kaptajn scorede 93 point i 2011/12. Han har været Flyers topscorer de sidste to sæsoner og blev nr. 3 på NHLs pointliste i sidste sæson.

Zdeno Chara - 35, back, Boston Bruins
Giganten fra Slovakiet debuterede for New York Islanders i 1997 og har spillet 1.007 grundseriekampe og 107 kampe i playoff med en samlet produktion på 498 point. Alene hans højde skræmmer: 2,06 meter.

John Tavares - 22, forward, New York Islanders
Kan man score 81 point på et bundbund, har man topklasse. Ubetinget Islanders’ bedste spiller med fabelagtige offensive kvaliteter. Frans Nielsens holdkammerat har under lockouten spillet for Bern i den schweiziske liga.

Henrik Lundqvist - 30, målmand, New York Rangers
”King Henrik” fra Madison Square Garden kan bringe Stanley Cup til byen, der aldrig sover, for første gang siden 1994. Den svenske superkeeper har i flere år været en af NHLs bedste målmænd.