Målmandspræstationer i topklasse er ikke usædvanligt i Metal Ligaen. De fleste målmænd holder højt niveau.

Selv om BTs medarbejder i sagens natur ikke har set alle kampe i denne sæson, tør vi godt give prædikatet største målmandspræstation til dato til Zane Kalemba.

Rungsted Ishockeys amerikanske keeper med det eksotiske navn stod i bogstaveligste forstand på hovedet for nordsjællænderne, hvad en 3-1 sejr efter en skudstatistik på 22-46 fortæller alt om.

- Han var utrolig og viste sin klasse, lyder det fra Rungsteds anfører, Joachim Holten Møller.

Han suppleres af Nikolaj Rosenthal, som satte punktum på kampen med 3-1 målet i tomt bur 12 sekunder før tid:

- Vi fighter som gale, men kan takke Zane for sejren. Han var forrygende.

Aalborg Pirates var spildominerende i mindst 75 procent af kampen, men Kalemba og manglende nordjysk effektivitet gjorde forskellen.

Og én ting mere spillede en afgørende rolle: Rungsteds bizarre 1-0 mål.

Hvordan dommerne kunne dømme mål, da Carlo Finucci prikkede en død puck i målfeltet i kassen, efter at der var fløjtet for blokering, står som sæsonens største gåde.

At piraterne reagerede voldsomt både på isen og på bænken over den kontroversielle og vanvittige kendelse er forståeligt.

- Vi reagerer på fløjtet. Målet frustrerede os, siger Bjarke Møller til BT i et omklædningsrum, der emmede af skuffelse.

- At vi er ineffektive i dag, dét bærer vi på vores egne skuldre.

Var hockeylivet mod Rungsted i fredags mod Odense, var det med dem søndag eftermiddag.

Cheftræner Per Holten Møller havde lavet en ny førstekæde og rykket ligaens yngste spiller, det 15-årige supertalent Jonas Røndbjerg, op til Adam Estoclet og Nikolaj Rosenthal.

- Af de unge spillere er Jonas den bedste på defensivsiden, siger coachen.

Ud over mirakelmanden Zane Kalemba faldt to spillere i BTs øjne: Centeren Adam Estoclet for et eminent defensivt arbejde og især Aalborg Pirates' amerikanske forward med de finske rødder, Mike Vaskivuo.

Som holdkammeraten Bjarke Møller siger:

- Få ligaen har Mikes hænder, speed og kreativitet. Han er vigtig for os.

Metal Ligaen

Rungsted Ishockey-Aalborg Pirates 3-1 (2-0, 0-0, 1-1)