Det 19-årige supertalent forbereder sig til jobbet hos Vancouver Canucks.

Et år på svensk skolebænk i AIK Stockholm. Så er Nicklas Jensen klar til NHL. For det 19-årige supertalent er drømmescenariet en plads hos Vancouver Canucks i næste sæson. Som den syvende dansker i verdens stærkeste liga. Men han ved godt, at han ikke får noget foræret.

- Jeg er glad for sæsonen i Elitserien og gør mig klar til at vise, at jeg er en del af Canucks, men du kan ikke tage noget for givet i NHL, siger han til sporten.dk efter formiddagens træning i Lyon inden finalen mod Frankrig i Euro Ice Hockey Challenge sent lørdag aften.

- Jeg spiller sæsonen færdig for AIK, og derefter er der to muligheder. Enten direkte til Vancouver eller til farmerholdet Chicago Wolves i AHL.

Nicklas Jensen blev i 2011 draftet i første runde af Vancouver Canucks som nr. 29 overall. Han har spillet to succesrige sæsoner i Oshawa Generals i OHL og var i foråret med i seks grundseriekampe og to playoffkampe for Chicago Wolves. En hjernerystelse i den anden kostede formentlig en plads på VM-holdet i Stockholm.

Han er en dynamisk powerforward, en målskytte med et godt skøjteløb og en god teknik og bliver en nøglespiller i OL-kvalen til februar.

I sidste måned debuterede han på landsholdet mod Norge, og i fem kampe er det blevet til tre mål på straffeslag (plus et skud på overliggeren) og tre assists. Det første 'rigtige' mål på A-landsholdet har han stadig til gode.

- Det har været let for mig at gå ind på landsholdet. Jeg følte mig hjemme fra starten og spiller roligt og frit, siger han.

I AIK har han scoret 12 mål i 29 kampe, men klubben har skuffet og ligger nr. 11 i Elitserien. Kun en anden danskerklub, Jesper B. Jensens skånske Rögle, ligger under.

- Jeg er sikker på, at vi nok skal avancere, så vi undgår kvalifikationsspillet, siger Nicklas Jensen.

Den kommende NHL-spiller er søn af legendariske Dan Jensen, som var med i ti VM-turneringer og scorede i 2-2 kampen mod sit tidligere hjemland, Canada, i VM i 2003 i Finland. Dan Jensen har også skrevet sig ind i historien som nidobbelt dansk mester med Herning Blue Fox.

Lørdag aften må landstræner Per Bäckman rykke backen Mads Bødker op i angrebet for at stille fire kæder. Bjarke Møller er ude med hjernerystelse, og kaptajnen Morten Green er rejst til Tyskland til en kamp i DEL for Hannover Scorpions. Ny kaptajn er Modos Morten Madsen.