Gentofte Stars vandt over Esbjerg Energy, og dermed står det helt lige i kampen om det danske ishockeyguld.

Gentofte. Duellen om det danske ishockeymesterskab er fortsat helt åben, efter at Gentofte Stars søndag eftermiddag vandt den anden finalekamp.

Gentofte smed en føring tre gange, men endte med at vinde 4-3 på hjemmebane over Esbjerg Energy.

Dermed står det 1-1 i kampe i finalesejren, hvor der spilles bedst ud af syv kampe.

Det var Cameron Spiro, som scorede det afgørende mål for Gentofte med lidt over to minutter tilbage af kampen.

Cameron Spiro fik alt for meget plads af Esbjerg-forsvaret, da amerikaneren skøjtede ind foran mål og fik et næsten frit skud.

For fjerde gang i opgøret var Gentofte dermed foran, og denne gang blev føringen holdt.

Gentofte var nemlig ikke i stand til at holde føringen de første tre gange i kampen.

Finnen Marko Virtala bragte to gange Gentofte foran i første periode, men begge gange fik Esbjerg udlignet.

Andre Pison scorede til 3-2 for Gentofte i starten af tredje periode, men Esbjergs Kodie Curran fik udlignet med lidt over fem minutter tilbage.

Til alt held for Gentofte lykkedes det alligevel Cameron Spiro at score det afgørende mål tre minutter senere, da den tætte finalekamp ellers så ud til at være på vej ud i overtid.

/ritzau/