Frederik Andersen havde en stor aften, da Toronto Maple Leafs natten til fredag dansk tid vandt 2-1 ude over Buffalo Sabres i NHL.

Den danske ishockeymålmand leverede 42 redninger i kampen, mens Mitchell Marner sørgede for at score begge Torontos mål.

»Han har været fantastisk for os. Han har været vores bedste spiller på isen hver aften, og han giver os muligheden for at vinde. Når man har en målmand som ham, har man også selvtillid på den forreste del af banen,« siger Mitchell Marner til nhl.com om Frederik Andersen.

Frederik Andersen skiftede før denne sæson til Toronto Maple Leafs fra Anaheim Ducks, hvor han nød høj status. Den danske målmand kom imidlertid skævt i gang med opholdet hos Toronto, og han måtte indkassere mange mål.

Tidligere i denne uge havde Frederik Andersen dog hele 44 redninger, da Toronto vandt 3-2 over Edmonton Oilers. Efter sejren over Buffalo er Toronto nummer 12 i Eastern Conference med 11 point for 11 kampe.

/ritzau/