Frans Nielsen har valgt at forlænge sin kontrakt med New York Islanders, så den gælder de næste fire år. Til gengæld rykker han op blandt de dyre drenge i NHL.

Frans Nielsen er stadig en Islander, når den næste NHL-sæson begynder. Hans kontrakt med New York-holdet stod til at løbe ud her til sommer, men nu er den ny 27-årige dansker blevet enig med Islanders om at forlænge samarbejdet.

Aftalen bliver officielt præsenteret i dag, men ifølge nhl.com er der tale om en fireårig kontrakt, som indbringer Frans Nielsen i alt 61 millioner kroner. Det er en voldsom stigning i lønnen for danskeren, der er en af nøglespillerne på holdet. Da han i 2008 skrev under på den kontrakt, som nu er ved at løbe ud, sagde han ja til aftale på omkring 11 millioner kroner for fire år. Nu kommer han til at tjene mere end fem gange så mange penge de næste fire år.

Frans Nielsen står i denne sæson noteret for ni mål og 25 point i 51 kampe. Han blev i 2007 den første dansker nogensinde i NHL, hvor han scorede sit første rigtige point den 24. februar i en kamp mod Montreal Canadiens. Forinden havde han dog scoret i en straffeslagskonkurrence 11 dage tidligere, en disciplin hvor han ifølge statistikkerne siden har markeret sig blandt de allerbedste spillere i NHL. Med en udnyttelsesprocent på 57,6 eller scoringer på 19 ud af 33 forsøg, er der ingen, der overgår den rutinerede dansker, når det gælder spillere, som har haft mere end 20 forsøg.