Skuffede spillere fra New York Islanders er færdige i NHLs playoff efter deres bedste sæson i årtier.

Det var ikke nok, at Frans Nielsen scorede natten til tirsdag. Washington Capitals vandt den syvende og afgørende kamp på hjemmebane i første runde i Eastern Conference med 2-1 (0-0, 1-0, 1-1).

Det store spørgsmål for dansk ishockey er nu: Kommer den 31-årige playmaker til VM?

Frans Nielsen har spillet en stor sæson for Islanders, men var ude med en skade i de sidste tre kampe i grundserien mod Philadelphia Flyers, Pittsburgh Penguins og Columbus Blue Jackets.

Selv om han var med i alle syv playoff-kampe, ved man aldrig, hvordan New York Islanders' lægestab vil reagere på den gamle skade.

Joel Ward bragte Washington foran i slutningen af anden periode, men tre minutter inde i tredje kvitterede Frans Nielsen med sit første mål i slutspillet.

Washington Capitals' sejrsmål blev ni minutter senere scoret af Evgeny Kuznetsov, som også blev belønnet med titlen 1st Star.

Det var Frans Nielsens brændende ønske at møde New York Rangers i anden runde, men nu bliver det Alex Ovechkin & co., der får fornøjelsen.

I Danmarks Ishockey Union venter general manager Kim Pedersen spændt på nyt fra Long Island.