Frans Nielsen slog sin arbejdsgiver gennem ti år, da Detroit Red Wings vandt 4-3 over New York Islanders.

Ishockeystjernen Frans Nielsen skiftede før denne sæson til Detroit Red Wings efter ti år hos New York Islanders i NHL.

Natten til mandag var den 32-årige dansker for første gang siden sit skifte tilbage på sin tidligere hjemmebane, da det lykkedes Detroit at vinde 4-3 efter et sejrsmål i overtiden.

Frans Nielsen bidrog undervejs med en assist, da gæsterne midtvejs i første periode udlignede til 1-1.

Danskeren førte pucken frem i højre side og spillede på tværs til Mike Green, der hamrede den i mål.

Efter 3-3 i ordinær tid sørgede Danny DeKeyser for Detroit-sejren, da han i overtiden gjorde det til 4-3. Dermed afsluttede DeKeyser en følelsesladet aften for Frans Nielsen.

»Det var virkeligt underligt at kigge over på gutterne, mens vi varmede op. Men da først kampen var i gang, så tænkte jeg ikke så meget på det,« siger Frans Nielsen til nhl.com.

»Jeg har virkelig set frem til den her kamp i lang tid, når jeg har kigget på vores program.«

»Nu er jeg glad for, at den er overstået, så jeg kan komme videre,« siger danskeren.

I en af nattens øvrige kampe var Nikolaj Ehlers med, da Winnipeg Jets på udebane slog Chicago Blackhawks med 2-1. 20-årige Ehlers blev hverken noteret for mål eller assist.

/ritzau/