Frans Nielsen scorede NHL-karrierens første hattrick og kunne joke med det bagefter.

- Jeg turde ikke rigtig fejre det på isen. Jeg vidste ikke, om det sidste mål talte, lød det fra en glad dansk playmaker i omklædningsrummet.

Hattrick'et blev en kendsgerning med ét sekund tilbage i New York Islanders' 7-5-sejr i Nassau Coliseum over Dallas Stars.

- En skøn, cool følelse, siger Frans Nielsen efter sin målfest.

Han scorede sine tre mål inden for ti minutter og 20 sekunder i tredje periode. Det første til 5-4 i tiden 9.39, det andet til 6-4 i 15.09 og det sidste i 19.59 fra midtzonen i tomt mål.

I otte kampe i denne sæson nåede han dermed op på otte point (fire mål og fire assist). I sin lange karriere i verdens stærkeste liga har den spilbegavede center i 461 kampe lavet ikke færre end 264 point (89 mål og 175 assist).

New York Islanders er blevet væsentligt forstærket op til denne sæson og er nu på andenpladsen iEastern Conference med 12 point for otte kampe.

- Vi har et godt og hårdt arbejdende hold. Vi skal bare blive ved at arbejde hårdt, kommenterer Frans Nielsen, der blev kåret som kampens 1st Star.

Han spillede sammen med Mikhail Grabovski og Nikolay Kulemin, som han tidligere har spillet imod.

- Det er virkelig smarte spillere, som har været frustrerende at spille overfor. Det er sjovt at spille sammen med dem nu, siger Frans Nielsen.

Se Frans Nielsen gå mål-amok i NHL i nat

Eastern Conference toppes af Montreal Canadiens med 14 point (syv sejre og et nederlag). Også her fik en dansk spiller en nøglerolle.

Lars Eller scorede sit første mål i denne sæson, da han med sin game-winner til 2-1 midt i anden periode banede vejen for 3-1-sejren i Bell Centre over New York Rangers.

Den tredje danske spiller, der var i kamp natten til søndag, var Arizona Coyotes' Mikkel Bødker. Han var på isen i 24 minutter i 2-1-sejren over Florida Panthers. Sejrsmålet blev scoret i overtiden af Oliver Ekman-Larsson.

De danske NHL-spillere har lavet 18 point i denne sæson. Sådan ser listen ud:

Frans Nielsen, New York Islanders, 8 (4 mål og 4 assist)

Mikkel Bødker, Arizona Coyotes, 6 (5 mål og 1 assist)

Jannik Hansen, Vancouver Canucks, 2 (2 mål og 0 assist)

Lars Eller, Montreal Canadiens, 2 (1 mål og 1 assist)