Metal Ligaen er det nye navn for ligaen, og den startede med to forsinkede nytårsbrag.

Rungsted Ishockey vinder i Hørsholm over Esbjerg Energy 7-4, og Rødovre Mighty Bulls tager til Aalborg og slår Pirates 5-3.

Hvilken sjællandsk start på 2014.

Det nordsjællandske bundhold har efter de to smertende nederlag mellem jul og nytår til Rødovre taget fem point i de sidste to kampe og skal ikke længere undervurderes.

Rungsted Ishockey havde cheftræner Søren True tilbage i boksen efter Per Holten Møllers fornemme vikariat.

- Vi spillede en god defensiv. Vi var meget disciplineret, tog få udvisninger og ryddede godt op foran Peter Hirsch, siger forwarden Nikolaj Rosenthal.

- Og så havde vi en fantastisk Jeff Smith, som var med i fem af de syv mål. Han var virkelig i hopla.

Den sprudlende nordamerikaner stod for tre mål og to assists og var nøglen til overraskelsen.

I Gigantium var Rødovre-målmanden Sebastian Dahm i centrum med en perlerække af store redninger.

- Selv om vi arbejdede hårdt, var effektive og skarpe og måske ville mere end Aalborg, havde vi ikke vundet uden Sebastians klassespil, siger kaptajnen Michael Smith.

- Vi er inde i en god rytme og spiller med stor selvtillid og gejst. Når man kan slå et så godt hold som Aalborg i Gigantium, kan alt ske.


Metal Ligaen
Rungsted Ishockey-Esbjerg Energy 7-4 (3-2, 2-0, 2-2)
Aalborg Pirates-Rødovre Mighty Bulls 3-5 (0-0, 2-3, 1-2)