Frederik Andersen og Lars Eller fik en forrygende start på NHLs slutspil natten til torsdag.

Anaheim Ducks med playoff-debutanten Frederik Andersen på mål vandt på hjemmebane over Dallas Stars med 4-3, og Lars Eller fik både et mål og en assist i Montreal Canadiens' 5-4 sejr efter overtid ude mod Tampa Bay Lightning.

Frederik Andersen havde 32 redninger og spillede med en redningsprocent på 91,3.

Den 24-årige danske målmand startede sæsonen på farmerholdet Norfolk Admirals i AHL og spillede 28 kampe for Anaheim Ducks i rookiesæsonen i grundserien.

Cheftræner Bruce Boudreau valgte altid iskolde og rolige Frederik Andersen til playoff-premieren i konkurrence med rutinerede Jonas Hiller og rookien John Gibson.

- Jeg har tre gode målmænd, men lige nu giver Andersen os de bedste chancer for at vinde. Det betyder ikke nødvendigvis, at han starter i kamp to (på fredag, red.), men han starter i kamp ét, sagde Bruce Boudreau inden kampen.

Lars Eller var ude i tre kampe med influenza i slutningen af grundserien, men vendte tilbage med bravur mod Tampa Bay.

Han var assist på Brian Giontas 2-2 mål i undertal i anden periode og scorede til 3-2 fem minutter inde i tredje periode.

Dale Weise blev matchvinder for canadierne 18 minutter inde i sudden death og kåret som 1st Star.