Rødovre Mighty Bulls slog topholdet Herning Blue Fox og har ikke tabt i hvide trøjer.

Tyrene fra Vestegnen er de eneste, der har spillet i Danmarks bedste ishockeyliga 50 år i træk, og det fejrer jubilaren ved at spille i hvide CCM-retrotrøjer til hjemmekampene.

Og nu har tre kampe i Rødovre Skøjte Arena kastet tre hjemmesejre af sig.

4-0 over Blue Fox er klasse, og det skøjtestærke Rødovre-hold var klart bedst, når man ser bort fra de første ti minutter.

Sebastian Dahm brillerede med sæsonens første shutout og spillede en fejlfri kamp.

- Vores bedste kamp i denne sæson. En arbejdssejr, siger landsholdsmålmanden.

Om sin egen præstation siger han:

- Min målsætning er at være en af ligaens bedste keepere. Det kræver hårdt arbejde, og jeg arbejder stenhårdt for at nå mit mål.

Med et stort smil tilføjer den sveddryppende målmand:

- Det her var en af de gode dage.

Cheftræner Jesper Duus var mere end tilfreds med holdet og ikke mindst sin målmand.

- Sebastian holder et meget højt niveau, og i aften var han outstanding, siger han.

Jannik Karvinen scorede to mål i anden periode. Det første på en breakaway, hvor han iskoldt lagde pucken mellem benene på Lubos Pisar med baghånden. Det andet på en firsttimer fra sin favoritposition i powerplay.

- Vi spillede med stor målmodighed og disciplin og holdt aftalerne, siger Jannik Karvinen.

Groft sagt kan man sige, at Herning Blue Fox blev slået med deres egne våben.

En tidligere Herning-spiller Mikael T. Christensen øgede til 3-0 i powerplay, og med godt to minutter tilbage gjorde Anders Schultz det til 4-0 på en brillant pasning fra lynhurtige Nicklas Carlsen.

Herning Blue Fox kom til Rødovre med tre sejre og et nederlag på straffeslag i Aalborg i bagagen som ligaens mest formstærke hold, men lå langt under normal styrke. Rævene virkede tamme og modløse og kunne have tabt større.

- Der var mange ting, der ikke fungerede. Det tager jeg op med spillerne, ikke i medierne, siger cheftræner Linus Fagemo kortfattet og tilføjer:

- Vi havde vore muligheder, men Rødovre havde en god målmand.

Metal Ligaen

Rødovre Mighty Bulls-Herning Blue Fox 4-0 (0-0, 2-0, 2-0)