Flot dansk VM-start

Den første kamp er altid svær, så 3-1 sejren over Østrig i U20-VM i Sanok i Polen var en lettelse.

- Man kunne godt mærke, at der var en vis nervøsitet, men vi fik en god start på VM, siger Herning-målmanden George Sørensen til BT.

- Jeg ved, at vi kan spille bedre, men vi leverede en solid holdindsats især i de første to perioder.

Den 18-årige keeper var ifølge cheftræner Olaf Eller en nøglespiller i premieren med pragtredninger, da det brændte på i tredje periode.

George Sørensen har haft en markant fremgang i denne sæson og været en af Blue Fox' bedste spillere i flere kampe i efteråret.

- Jeg har altid arbejdet hårdt under træning og kan lide at være under pres, siger han.

- Jeg har fået chancen for at vise, hvad jeg kan i ligaen og er glad for den tillid, man viser mig.

Oliver Bjorkstrand bragte Danmark foran i starten af anden periode i powerplay, og Mikkel Nielsen øgede til 2-0.

Efter Østrigs 1-2 reducering i det 42. minut måtte George Sørensen vise sin klasse i flere situationer, inden Mathias Asperup lagde låg på ét minut før tid.

- Vi startede med en sejr, og nu er vi i gang. Men vi skal løfte os i de kommende kampe. Østrig var klart bedre, end da vi slog dem i sidste måned i en testkamp i Letland, siger Olaf Eller.

Foruden George Sørensen fik backen Rasmus Lyø og Mathias Asperup stor ros. Om Oliver Bjorkstrand og Nikolaj Ehlers, stjernerne fra de nordamerikanske juniorligaer, siger Olaf Eller:

- De kan spille endnu bedre.

U20-VM i Sanok i Polen

Danmark-Østrig 3-1 (0-0, 2-0, 1-1)