Mikkel Bødkers San Jose, Lars Ellers Washington samt Philip Larsen og Jannik Hansens Vancouver sejrede i NHL.

Washington D.C.. Der var dansk succes over hele linjen i de ishockeykampe, der blev spillet natten til onsdag i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Washington Capitals var et af de mest vindende hold sidste sæson, og i år har holdet to sejre og et enkelt nederlag efter sæsonens tre første kampe og senest mødet med Colorado Avalanche, der blev sendt hjem med et nederlag på 0-3.

Dermed ligger Washington Capitals nummer et i sin division, Metropolitan Division.

Danske Lars Eller, der skiftede til klubben inden sæsonen, fik fjorten minutter på isen. Han blev noteret for et enkelt skud på mål, inden amerikanske T.J. Oshie med to scoringer lukkede kampen.

Lidt længere mod nord tog New York Islanders imod Mikkel Bødker og San Jose Sharks.

Mødet faldt ud til San Joses fordel, der til sidst vandt 3-2 efter en tæt kamp, der havde bølget frem og tilbage.

Mikkel Bødker fik næsten 15 minutter på isen, men den danske forward gjorde sig ikke bemærket i form af assist eller scoringer.

San Jose Sharks nåede i sidste sæson helt frem til finalen i NHL, hvor Pittsburgh Penguins stod i vejen for holdet fra Californien.

Den gode stime fortsætter i år for holdet, der har vundet tre af de første fire kampe i sæsonen. Det rækker til en tredjeplads i Pacific Division.

Divisionen toppes af Vancouver Canucks, der har Jannik Hansen og Philip Larsen på holdkortet.

Danskerne lavede dog ikke selv point i 2-1-sejren over ellers ubesejrede St. Louis Blues. Sejren kom i hus i forlænget spilletid.

/ritzau/