Finlands landstræner er imponeret over den danske førstekæde og udpegede sin kaptajn til at holde den i snor.

Sankt Petersborg: Det er ikke blot i Danmark, at Lars Eller, Nikolaj Ehlers og Jannik Hansen har vakt opmærksomhed med præstationerne under ishockey-VM.

NHL-kæden har været en af de bedste i turneringen, og den fik særlig opmærksomhed på Finlands taktikmøde forud for torsdagens kvartfinale, som finnerne vandt med 5-1.

- Danmark har en førstekæde, der virkelig er noget særligt. NHL-kæden er svær at håndtere, siger Finlands landstræner Kari Jalonen på et pressemøde.

Han udpegede den erfarne Minnesota Wild-kaptajn Mikko Koivu til at sørge for, at den danske trio ikke stak næsen alt for langt frem.

- Vi valgte at sætte Mikko Koivus kæde op imod dem, og det var en af nøglerne til, at vi især i tredje periode havde dem nogenlunde under kontrol, mener Jalonen.

Selv om finnerne i sidste ende vandt en ganske overbevisende sejr i kvartfinalen, har den finske træner pæne ord til overs for de slagne danskere.

- Jeg vil gerne rose det danske hold for en virkelig god turnering, og de gjorde det også godt i dag. Det var svært at bryde deres defensiv ned, så vi var nødt til at være tålmodige i hele kampen.

- Der er ingen gratis togbilletter til Moskva, så vi måtte virkelig betale prisen, siger Kari Jalonen.

Han kan nu booke billetter til hurtigtoget til den russiske hovedstad, Moskva, hvor semifinaler og finale skal spilles i den kommende weekend.

/ritzau/