De tre danskere Frans Nielsen, Philip Larsen og Mikkel Bødker har opholdt sig i finske Lukko under lockouten i NHL. Danskerne blev hyldet som helte inden de vendte tilbage til USA.

Den amerikanske ishockey-liga NHL blev i september 2012 erklæret lukket af ejerne af ligaens franchise. Lukningen, populært kendt som en lockout, bestod ind til søndag d. 6. januar, og resulterede i at mere end halvdelen af sæsonens planlagte kampe måtte aflyses.

Under lockouten, og de dertilhørende forhandlinger, har NHL-spillerne måttet forlade deres respektive klubber. Dette har også været tilfældet for de seks NHL-danskere, der har opholdt sig i forskellige klubber.

Tre af dem, Frans Nielsen, Philip Larsen og Mikkel Bødker, har opholdt sig i finske Lukko hvor danskerne har været en bragende succes siden deres ankomst. Da det søndag stod klart, at de atter måtte tilbage til Nordamerika, var de finske fans ikke sene til at hylde danskerne. De mødte talstærkt op med dannebrog-flag for at sige tak for tiden.

- Jeg er lidt målløs lige nu. Det er en stor ting at gøre. For at være ærlig, har jeg aldrig oplevet noget lignende, siger Philip Larsen.

De tre danskere havde gjort sig fortjent til den fine opmærksomhed. Mikkel Bødker lavede i sine 29 kampe 33 point (21 mål og 12 assists), Frans Nielsen 24 point (fire mål og 20 assists) og Philip Larsen 15 point (fem mål og 10 assists).

Se klippet, hvor de tre danskere sendes afsted her: