Syv aktuelle landsholdsspillere har spillet på hold med 19-årige Nicklas' far, Dan Jensen

Landsholdsspillere, der er sønner af tidligere landsholdsspillere, er der mange af i dansk ishockey. Knap 30. Men hvad der gør historien om det 19-årige supertalent Nicklas Jensen speciel er, at ikke færre end syv af de aktuelle landsholdsspillere har spillet på hold med hans far, den legendariske Herning-back Dan Jensen, i enten Blue Fox eller på landsholdet.

Det er Daniel Nielsen, Hamburg Freezers, Mads Christensen, Eisbären Berlin, Kasper Degn, Aalborg Pirates, Stefan Lassen, Malmö Redhawks, Simon Nielsen, Lukko Rauma, Thor Dresler, Herlev Eagles, og Morten Green, Hannover Scorpions.

Dan Jensen, 43, er født i Canada og kom via en enkelt sæson i Aalborg til Herning i 1990. Han blev dansk mester med Blue Fox ikke færre end ni gange, senest i 2005, hvor en alvorlig knæskade i finalen mod AaB satte en brat stopper for karrieren. Han nåede 133 landskampe og ti VM-turneringer og scorede i 2-2 kampen mod Canada i VM i Finland 2003.

Et af hockeylivets største øjeblikke. Thor Dresler spillede på landsholdet med Dan Jensen og nåede en enkelt sæson i Blue Fox med sønnen Nicklas, inden de nu er blevet genforenet på landsholdet, hvor de i øvrigt deler værelse. I sin sidste sæson i Herning, hvor Thor Dresler var 30, spillede han i kæde med to 16-årige, Nicklas Jensen og Thomas Spelling.

- Jeg tænker tilbage på min aktive tid i hockeyen med stor glæde og følger nu Nicklas' karriere. Én ting nåede jeg ikke. At spille på hold med Nicklas, ligesom det lykkedes for Leonid Truhno og hans søn Slava i Rungsted. Det ville have været prikken over i'et, siger Dan Jensen til sporten.dk