Danmark skøjtede mandag ud efter et flot U20-VM i ishockey.

I kvartfinalen viste stormagten Rusland sig for stærk, og danskerne tabte klart med 0-4 (0-2, 0-0, 0-2).

Det flotte VM fik et lidt ærgerligt dansk aftryk, da Danmark selv satte Rusland i gang med et gigantisk målmandsdrop midt i første periode.

Alexander Polunin skød egentlig bare pucken væk fra omkring midterlinjen, og selv om pucken havde kurs mod mål, burde skuddet aldrig have kastet en scoring af sig.

Men det skete, da målmand Lasse Petersen fra Red Deer Rebels fejlbedømte puckens flugt, og den strøg over hans gribehandske og op i krogen.

11 sekunder før første periodes afslutning kom Rusland på 2-0 ved turneringens topscorer, Kiril Kaprizov.

Det var første gang i hele turneringen, at en modstander scorede mod Danmark i powerplay.

I pausen mellem første og anden periode valgte landstræner Olaf Eller at skifte målmand Lasse Petersen ud. Ind kom i stedet Kasper Krog, som havde stået i to af de fire kampe i gruppespillet.

Krog fik nok at se til. For i løbet af de første ni minutter af anden periode spillede Danmark i undertal i de seks. Denne gang dog uden at indkassere mål.

Danmark fik også to chancer i powerplay. Men begge gange uden den effektivitet, som har kendetegnet holdet ved VM.

Før sidste periode lød skudstatistikken på 24-7 i Ruslands favør.

Danmark forsøgte at presse på, men med godt 12 minutter tilbage punkterede russerne endegyldigt kampen med scoringen til 3-0. Den kom på et hurtigt kontraløb, lige efter at Mathias Røndbjerg havde haft en god mulighed i den anden ende.

Fire minutter før tid var topscorer Kaprizov igen på pletten.

Danmark kom til kvartfinalen via en historisk andenplads i gruppespillet foran både Tjekkiet, Schweiz og de forsvarende verdensmestre fra Finland.

Det var tredje år i træk, at Danmark var i kvartfinalen ved U20-VM.

I 2015 tabte holdet 0-8 til Canada, og sidste år vandt Rusland 4-3 efter overtid.

Dengang var Danmark foran, til der manglede 44 sekunder af den ordinære spilletid.

/ritzau/