Godt nyt til folk, der elsker NHL. Dårligt nyt for det danske landshold. Overenskomststridighederne i NHL ser ud til at være ovre.

Efter 112 dages lockout satte NHL-ledelsen og spillerforeningen NHLPA sig til bordet i det, der skulle vise sig at være en maraton-forhandling.

De to parter tilbragte 16 timer på et hotel i Manhattan og kunne søndag formiddag dansk tid - omkring kl. 5 søndag morgen New York-tid - melde ud, at man var nået frem til en foreløbig aftale.

Det betyder, at man i det store hele er enige om en ny overenskomst, men den skal stadig ratificeres (altså officielt godkendes af begge parter).

- Jeg har ikke været så spændt i lang tid. Kan slet ikke vente, til jeg går på is i Bell Centre, skriver Lars Eller på Twitter.

Han og fire af de øvrige NHL-danskere har holdt formen ved lige i finsk ishockey, men vil nu vende tilbage til Nordamerika.

Det betyder samtidig, at landstræner Per Bäckman må se bort fra NHL-danskerne, når landsholdet om en måned spiller OL-kvalifikation i Vojens.

Han har dog hele tiden vidst, at de måske ikke var til rådighed for landsholdet, og derfor har han kun brugt de 'europæiske' spillere, som han med sikkerhed kan bruge i OL-kvalen, i træningsturneringerne hidtil i sæsonen.

Der er endnu ingen meldinger om, hvornår NHL-sæsonen skydes i gang, men begge parter har givet udtryk for, at man er klar til at komme i gang hurtigt, så man kan nå at få så lang en sæson, som muligt.

Sporten.dk følger sagen.