Én sejr mere, så er Danmark blandt verdens ti stærkeste U20-nationer i ishockey.

Det er en kendsgerning efter 5-4 sejren i nervedramaet over Hviderusland i polske Sanok.

Den afgørende kamp spilles torsdag kl. 13.00 mod Letland, som også har startet VM med tre sejre på stribe og har en score på skræmmende 18-0.

- Letterne behøvede kun at spille på halv kraft i den tidlige eftermiddagskamp i dag for at slå Østrig 3-0, mens vi måtte fighte til sidste sekund mod et stærkt hviderussisk hold, siger cheftræner Olaf Eller til BT.

- Det giver letterne et plus, men kan vi spille på samme høje niveau som mod hviderusserne, kan vi vinde.

Mathias Asperup bragte Danmark på 5-1 seks minutter inde i tredje periode. Det lignede en sikker sejr. Men så virkede det, som om de danske spillere pludselig blev bange for at vinde, og hviderusserne scorede tre powerplaymål i rap. Det sidste i tiden 59.59.

- Lidt ærgerligt og unødvendigt, de får det sidste mål, men det ødelægger ikke indtykket af, at vi spillede en stor kamp og slår et hold, som har været turneringens bedste i de første to runder, siger Olaf Eller.

- I dag viser spillerne deres store potentiale.

Danmark vandt i sidste måned en testkamp mod Letland i overtid, men letterne har kun fem spillere med fra dengang og må betragtes som svage favoritter.

Kæden med Mikkel Aagaard (to mål), Mathias Asperup (et mål) og Nikolaj Ehlers scorede tre mål.

Som bedste danske spiller kårede trænerteamet Mikkel Aagaard fra Frederikshavn White Hawks.


U20-VM i Sanok, Polen
Danmark-Hviderusland 5-4 (3-1, 1-0, 1-3)