Lars Eller scorede, og Philip Larsen og Jannik Hansen lavede måloplæg i NHL-kampene natten til søndag.

Washington D.C.. Danske Lars Eller har natten til søndag scoret sit første mål for storklubben Washington Capitals i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Målet faldt i første periode af kampen mellem Washington Capitals og New York Rangers.

Lars Eller rettede et skud af fra holdkammeraten Brooks Orpik, og pucken røg efterfølgende i mål til stor jubel for hjemmeholdet.

Kort efter danskerens scoring bragte megastjernen Alex Ovechkin Washington yderligere foran, og der var derfor udsigt til, at holdet fra den amerikanske hovedstad kunne fortsætte sin gode sæsonstart, der har budt på tre sejre og et nederlag i ekstra spilletid.

Men New York Rangers var i stand til at vende kampen på hovedet, da holdet scorede tre gange i træk i anden periode. Holdet vandt 4-2 i Washington.

Vancouver Canucks med Jannik Hansen og Philip Larsen tabte derimod 3-4 efter straffeslag til Los Angeles Kings.

I den ordinære kamp var der dansk måloplæg til alle Vancouvers tre scoringer. Philip Larsen stod for to af dem, mens Jannik Hansen lagde op til et mål.

Den danske målmand Frederik Andersen har sammen med sit hold Toronto Maple Leafs fået en dårlig start på sæsonen, der kun har budt på en enkelt sejr.

Toronto smed natten til søndag en 4-2-føring mod Chicago Blackhawks med kun lidt mere end to minutter tilbage af kampen. Chicago vandt senere efter straffeslag.

Andersen stod hele kampen og blev noteret for 31 redninger på 35 forsøg.

Der var danskermøde i Detroit, hvor Frans Nielsens Detroit Red Wings tog imod San Jose Sharks og Mikkel Bødker. Ingen af danskerne gjorde sig synderligt bemærket. Detroit vandt kampen 3-0.

Både Frans Nielsen og Mikkel Bødker fik omkring 18 minutter på isen.

Oliver Bjorkstrand var ikke med, da Columbus Blue Jackets vandt 3-0 over Dallas Stars.

Danskeren er sendt ned i AHL, hvor han den kommende periode skal spille for Cleveland Monsters.

/ritzau/