Frans Nielsen kan være på vej væk fra New York Islanders til Detroit Red Wings - og en løn, der er over dobbelt så stor som den nuværende.

I 606 kampe fordelt på mere end et årti har Frans Nielsen tørnet ud for New York Islanders. Men det er jo ikke en naturlov, at han skal spille for klubben, og der kan være lagt op til et skifte for den danske landsholdsspiller.

Ifølge amerikanske lighthousehockey.com har den danske landsholdsspiller sagt nej til et tilbud fra klubben om at forhøje den årslønnen fra 2,75 millioner dollar (små 18,5 millioner kr.) til 5,50 millioner dollar.

Afvisningen betyder, at Frans Nielsen har ret til at forhandle med andre klubber, og her er Detroit Red Wings en mulig ny klub for den 32-årige center.

Michigan-klubben er interesseret, men deres førsteprioritet på center-posten er ifølge amerikanske medier canadieren Steven Stamkos fra Tampa Bay Lightning, der i sidste sæson nåede frem til Conference-finalen, der svarer til NHLs semifinaler. Her tabte de til de senere Stanley Cup-vindere fra Pittsburgh Penguins.

Lykkes denne handel ikke, kan det bane vej for Frans Nielsen, der ifølge de amerikanske medier så har udsigt til en årsløn på seks millioner dollar i Detroit Red Wings.