Med sin anden overtidssejr har Montreal Canadiens med Lars Eller bragt sig på 3-0 i playoffserien mod Ottawa Senators og har sin første matchbold på onsdag i Ottawa.

Dale Weise var den store spiller for Montreal Canadiens. Han scorede til 1-1 et lille kvarter inde i tredje periode og blev matchvinder efter 8.47 minutter i overtiden.

I Nassau Coliseum på Long Island kunne Frans Nielsen også juble efter overtid. New York Islanders slog Washington Capitals 2-1 og fører serien 2-1 inden kamp fire på tirsdag.

John Tavares behøvede kun 15 sekunder i overtiden for at lukke kampen.

I anden periode havde Kyle Okposo bragt New York Islanders foran, men Washington Capitals' svenske forward Nicklas Bäckström sendte kampen i forlængelse med seks minutter tilbage af den ordinære tid.

Danskerklubben, der klarer sig dårligst, er Jannik Hansens Vancouver Canucks.

Vancouver Canucks blev i Scotiabank Saddledone i Calgary slået 2-4 og er bagud 1-2 i serien inden den fjerde kamp tirsdag.

Jannik Hansen reducerede til 2-4 med 2.29 minutter tilbage. Det var hans 83. mål i NHL-karrieren og det sjette i playoff.